tirsdag den 17. juni 2008

Brandes’ fortiede overfald på Herman Bang

Brandes-brødrenes skamløse angreb på Herman Bangs homoseksualitet hører til et af de underbelyste kapitler i historien om det moderne gennembrud og er udførligt beskrevet i andet bind af Den store tid – Stormen. Af en eller anden grund er litterater og kulturskribenter altid veget tilbage for dette afsnit af dansk litteraturhistorie. Med nydelsesfuld væmmelse har man opholdt sig ved Johannes V. Jensens stort set identiske angreb på Bang i 1906, når man skulle pege på et lavpunkt i dansk debatkultur. Men trods de mange paralleller til især Georg Brandes’ overgreb, som i virkeligheden blev en slags forudsætning for netop Johannes V. Jensens angreb, hører kapitlet om Brandes versus Bang til et af de mørke og fortiede kapitler. Da Weekendavisens Arne Hardis i fredags i en gennemgang af ’Stormen’ (13-6-08) behandlede netop dette punkt, pegede han på uvidenhed som en mulig årsag.
”Da jeg fortalte det (Brandes’ angreb på Bang, red.) til en kulturradikal på redaktionen, blegnede han i vantro,” skriver Hardis.

Uvidenhed er bestemt en mulighed. Med den megen - og megen glorificerende - litteratur, der foreligger om Brandes, er det de færreste kulturskribenter, der i virkeligheden har de nødvendige forudsætninger for at vurdere Brandes og det moderne gennembrud for ikke at tale om kritiske bøger om ham. Men uvidenhed er ikke den eneste mulighed. Efter at have skrevet knap 3.000 sider om Georg Brandes kan man vel dårligt anklage forfatteren Jørgen Knudsen for uvidenhed om Brandes. Ikke desto mindre gør Brandes-skribenten sig i behandlingen af overgrebet mod Bang skyldig i en række vildledende manøvrer, der så må bero på enten en intellektuel brist eller en bevidst fordrejning af kendsgerningerne.
Optakten til det dramatiske opgør, da Brandes-brødrene blev bragt til fald i slutningen af 1883, startede allerede i sommeren samme år. På dette tidspunkt havde broderen Edvard allerede et par år forinden givet en opvisning i, hvor perfidt man fra brandesiansk hold var parat til at angribe en modstander, når lejligheden bød sig.
Edvard hadede og misundte Herman Bang. Så den 30. December 1880 skrev Edvard, rasende over, at der skulle lægges sag an mod Herman Bang på grund af dennes roman Håbløse slægter, til forfatteren J. P. Jacobsen: ”I hvilket land vi dog leve. Der skal anlægges sag imod Herman Bang for utugt. Dommerne skulle afgjøre et rent æsthetisk spørgsmål, om Liderligheden er der for dens egen Skyld eller for Kunstens. Hvilken Reklame for Bang! Det vender sig somme Tider i mig af ren Lede mod alt og alle”.
Edvard Brandes var misundelig på Herman Bang over den opmærksomhed, skandalen skaffede ham og lagde ikke skjul på det. Herman Bang havde i forvejen tirret brødrene Brandes ved allerede året før at have udgivet Realisme og Realister omhandlende samme stof og samme emner som Georg Brandes først fire år senere gentog blot i en langt, langt ringere form. Topsøe og Bangs ”program” for litteraturen og realismen var rummeligt og moderne og sikrede kunsten sin uafhængighed, mens Georg Brandes' egen version var snævert agitatorisk, ideologisk og ekskluderende. Og hvad næsten var værre: Bang havde først offentliggjort artiklerne, der lå til grund for bogen, i Vilhelm Topsøes toneangivende avis Dagbladet. Samme år skiftede Bang til den ligeledes nationalliberale avis Nationaltidende, hvor han fortsatte sine skriverier om især fransk litteratur, som Brandes-brødrene mente at have eneret på at omtale.

Edvard Brandes talte i private breve frustreret om, at Bang ”tog brødet ud af munden” på ham, og Georg Brandes skummede over, at den kun 22-årige Bang var kommet først med markeringen og definitionen af realismen, et raseri, der skulle blive bragt til en helt ukontrollabel eksplosion i sommeren 1883
I 1880 var Edvard netop kommet til magten igen på det generobrede Morgenbladet, hvor han sammen kampfællen, politikeren og avismanden Viggo Hørup lagde den ekstremt krigeriske linje over for alle anderledestænkende de næste tre år.
Til trods for at Edvard i netop sagen om anklager for usædelighed lå helt på linje med Bang og burde have stået last og brast med den unge digter, trak han i stedet en af de lange knive frem og skrev som et andet dydsmønster i avisen: ”at opponere mod Politidirektørens og Justitsminiteriets forenede Beslutning mod Hr. Bangs ”Håbeløse Slægter” er det samme som at ville anklage disse Avtoriteter for at holde sig Loven efterrettelig. Dette må vi alle forlange at de skulle gjøre, og det er i så Henseende uden Interesse om Forfatteren hedder Herman Bang eller Julius Strandberg, Valdemar Korfitsen eller Erik Bøgh.”
Og helt uden - eller netop med - tanke på de meget alvorlige implikationer sagen kunne få for Bang, fortsatte Edvard sit enestående hykleri og raffinerede hånen til et direkte angreb på den unge rival. I en anmeldelse af Bangs roman den 9-1-1881, lagde Edvard ikke det mindste skjul på, at det frisind, han mente selv at stå for, ikke omfattede en skribent som Herman Bang, ”en Skribent af Højrepressen” og så faldt den første ondsindede insinuation af Bangs seksuelle tilbøjeligheder, da Edvard anklagede romanen for at lide af den afgørende svaghed, at ”Heltens Lidenskab synes saa lidet mandskraftig”. Herman Bangs homoseksualitet var mere eller mindre en offentlig hemmelighed, men naturligvis var der i pressen - også dengang - et kodeks for, hvad man kunne tillade sig at skrive. At det blev Edvard Brandes, der blev normbryder også på dette felt var vel den mindste overraskelse - han var på dette tidspunkt i fuld gang med at oparbejde et ry af at være det mest hadede menneske i Danmark.

Angrebets ubehagelighed til trods satte nedrighederne alligevel en helt ny rekord, da broderen Georg Brandes kom til fadet i det andet opgør med Herman Bang i sommeren 1883. Her lykkedes det den berygtede kritiker - endda i flere omgange - at anlægge et helt nyt bundniveau for dansk debatkultur.
Anledningen var Karl Gjellerups roman Romulus. På dette tidspunkt var Brandes-lejren desperat. Forfatterne var trætte af de to brødres dekreter om, hvad litteraturen skulle indeholde, og flere havde allerede vendt dem ryggen. Georg Brandes, der var vendt hjem til København efter sit årelange eksil i Tyskland og havde troet, at han skulle krones som en anden konge, forsøgte i en art panik over at erfare, hvor forhadt han og især broderen Edvard var blevet i litterære og politiske kredse, at stemme de resterende i gruppen sammen ved at belære Gjellerup offentligt.

Romulus var et frigørelsesforsøg fra Gjellerups side. Det så Bang. Og det så Georg Brandes. Man var ved at miste Ibsen, Bjørnson, Drachmann. Udsigten til også at miste Gjelllerup, der havde været en af brødrenes mest trofaste forkæmpere, hidtil helt i agitationens og tendensens vold, ville være katastrofalt i en sommer, hvor alt andet i øvrigt gik galt.
I sin udførlige omtale af Romulus 21-6-1883 fremhævede Brandes, at Gjellerups fremskridt ikke uden videre var lykkelige, for de var vundet ved en moderation af tendensen og en uafhængig kunstnerisk stræben, som Hakon Stangerup skriver i Kulturkampen (2. Del s. 180). ”Det centrale sted i Georg Brandes’ anmeldelse er imidlertid det,” skriver Stangerup, ”hvor han mener at måtte fratage bogen navn af roman. Hvis den ville have været en roman, burde den have været mere udbroderet med vægten lagt på social-agitatorisk stof, belyst gennem mange eksempler og henpegende på den svageres uret – symboliseret i hesten Romulus.”
Gjellerup protesterede 14-7-1883 over Brandes’ kritik i Morgenbladet. Men protesten gjaldt alene de tekniske overvejelser. Gjellerup var klar over, at uenigheder i det ideologiske ikke skulle føres i offentligheden af hensyn til den trængte litterære bevægelse. Men privat protesterede han mod bebrejdelsen over, at han ikke havde skrevet en social-tendentiøs roman i et brev til Brandes dateret 18-7-1883. Brevet afslører, at Gjellerup på det tidspunkt var på vej væk fra tendens- og indignationslitteraturen og overhovedet ikke havde tænkt i samfundssymboler eller havde haft lyst til revolte i sin roman. Men selv om Herman Bang naturligvis ikke kendte til brevet, havde han efter Gjellerups protester og ikke mindst ved at have læst, hvad Georg Brandes havde at sige om Romulus, lugtet problemer. Derfor rykkede han ud den 29-7-1883 med en kommentar i Nationaltidende under overskriften: Teknik i vor nye litteratur. Artiklen var venlig og respektfuld og anerkendende over for Brandes’ indsats for den realistiske litteratur og handlede overfladisk set om definitioner og distinktioner på genrerne novelle og roman. Men på et dybere plan handlede den om de fundamentale forskelle på Bangs og Topsøes realistiske skole og Brandes-brødrenes, den handlede om selve kernen i stridspunktet mellem Georg Brandes og Gjellerup og alle de andre kunstnere, der havde fået nok af Brandes’ rigide program for litteraturen. Det er decideret besynderligt, at Jørgen Knudsen kan overse det, men ikke desto mindre er det lykkedes ham.

I Georg Brandes – Symbolet og manden 1883-95 del 1 s. 90 skriver Knudsen, at Bangs indvendinger ”bærer præg af, at han søger en strid, som den uideologiske artikel om Gjellerups romanteknik ikke giver basis for. De tanker, Bang fører frem, er ikke meget forskellige fra Brandes’ egne. Den uenighed mellem de to, som var den afgørende – den mellem samfundsreformatorens og sjæleskildrerens målsætninger – lader han helt ligge …” Hvorefter Knudsen selv opremser netop de eksempler fra Bangs artikel, der understreger de ideologiske stridspunkter og forskelle mellem de to litterære skoler. Han citerer Bang for at skrive: ”Vi er blevet forfærdede over at læse ord som ”symbol på samfundets uret” eller som: En ædel ung pige repræsenterer retsfølelsen og barmhjertigheden.” I en moderne digtning repræsenterer personerne kun sig selv, og det er også stoffet selv – en persons sjæleliv, et socialt miljø – der dikterer formen, idet alt hvad der kan belyse emnet tages med og alt andet udelades.”
Og det kan godt være, at Knudsen stadig ikke kan se det. Men Brandes kunne. Og herefter overlader vi ordet til Iben Holk (litteratursiden.dk), der har skildret Brandes’ reaktion og de efterfølgende begivenheder så glimrende:

”Georg Brandes' svar i Morgenbladet (1.8. 1883) er chokerende læsning. Ude af sig selv af raseri skriver han: "Lad ham imødegå mig, men ikke udtvære mig under Skin af Imødegaaen. Sligt er Epigoners Sæd og Skik." Herpå skal afstanden imellem dem for alvor sættes ind, og med ord, der for lange tider mærkede Herman Bang: "Han har et dødt Punkt i sit Hoved, thi han kan ikke tænke; jeg mener ikke tænke videnskabeligt. Han har ingen Sans for Filosofi, ingen Evne til begrebsbestemt Tænkning… Hans Forstand er en Middelgod Fruentimmerforstand. Der er ingen mandlig Gang i hans Tanker; de har tydeligt nok aldrig været underkastet den Tugt, der styrker og sikrer mod en evindelig Snublen." Således Georg Brandes, der bl.a. skabte sit ry på at være talsmand for kvindernes frigørelse. Bang svarede samme dags aften i Nationaltidende under overskriften: "Til Dr. Georg Brandes". Han skrev, at han var "uøvet i den lille Ondskabs Fægteskole" og derfor gav afkald på en "Fægtekunst, hvor Modstanderen dog havde al den store Kundskab, al Alderens og den lange Rutines Overvægt". Han ønskede ikke at deltage i stridigheder om livsanskuelse og litterære spørgsmål, hvor våbnene ikke var "Argumenter, moralske eller kunstneriske, men Skældsord". Og han tilføjer: "Dr. Brandes' Kampaand bliver dog aldrig min." Således mødtes to store navne i dansk litteratur. Hvem er egentlig mest mandig af de to? Vi ser, hvorledes Georg Brandes repræsenterer den mest modbydelige form for chauvinisme. At inddrage - ad hominem - sin modparts sårbare kønskarakter i en litterær debat er infamt. I sit svar (Morgenbladet, 2.8. 1883) forsøger han, hvilket næsten er det værste, nedladende at glatte ud: "Hr. Bang behøver ikke at tage sig de smaa Spydigheder i min Artikel saa nær. De er jo kun Stød af en Fleuret med Dup. Dersom jeg havde villet ham til Livs, havde jeg skrevet i en ganske anden Tone, og dersom jeg ingen Interesse havde næret for ham, havde jeg slet ikke svaret." Herpå svarede Herman Bang ikke.”

Det hører med til historien, at Brandes i sit gensvar 2-8-1883 ikke holder sig for god til atter at hentyde til Bangs homoseksualitet ved at tilføje sætningen om, at Bang skriver ” … med en ægte kvindelig vending”.
Herefter skulle man ikke tro, det kunne blive meget værre. Men det kan det. Og for at se det skal man gå til en æresdoktor ved Københavns Universitet, der selv på så mange års afstand uden held og uden skam i livet forsøger at forvare og bagatellisere et af de mest rystende og grænseoverskridende personangreb, der er set i dansk litteraturhistorie. For at finde et forsvar for Brandes i denne sag har Jørgen Knudsen bidt sig fast i, at Bang hele tiden i sin artikel hentyder til, at Brandes vist har nået udløbsdatoen ved hele tiden at tale om ”ungdom” og ved at omtale sig selv som ”ung”.
”Det med fortsat at minde om Brandes’ alder stammer dog vist fra samme fægteskole, og det er derfor kun råt for usødet, når Brandes i sit gensvar refererer Bang for at skrive noget ”med en ægte kvindelig vending,” skriver Jørgen Knudsen i ramme alvor. Og han overtager derefter næsten fuldkommen Brandes’ identitet og ordvalg, da han skriver: ”Han (Brandes) er ellers nedladende velvillig: han kunne have svaret langt ondere”.
Det er et lettere rystende afsnit. Og man fristes til at spørge Knudsen, hvordan man kunne have svaret meget ondere, end der gøres her? Det er Brandes, der starter med at gå under bæltestedet og ham, der slutter der. Der er også en besynderlig fornægtelse i udsagnet. Er det virkelig samme fægteskole? Nej, det er det ikke. Den ene er direkte nedrig og ondskabsfuld, den anden er fræk og charmerende polemisk. Intet havde jo for Brandes være lettere end at gå efter Bangs ungdom, som Bang går efter Brandes' alder. Men hans våben af en helt anden kaliber, og han åbenbarer dermed sin egen personlighed og sande natur for os. Efter denne omgang, der efterlod en ung Herman Bang dybt rystet, vil Jørgen Knudsen i ramme alvor have os til at tro, at alt igen var fryd og gammen mellem de to, og at Bang ikke havde taget Brandes' "små spydigheder nær". Det angivelige bevis er, at Bang ved en senere festlig lejlighed udråber Brandes' skål og et klip fra Brandes' dagbog: "Herman Bang, spadserende med børnene og ham." Et halvt år efter, i december 1883, fik man en forklaring på, hvordan det virkelig var fat: Bang havde forholdt sig så tavs, chokeret, skrækslagen og ubevægelig som ethvert andet fornuftigt menneske ville ved synet af en spyttende kobra, der smyger sig i ens umiddelbare nærhed. Da Bang fik sin hævn, skete det på den mest elegante og overlegne facon. Hvordan det gik for sig kan man læse udførligt om i Den store tid - Stormen.


Det hører med til historien, at Jørgen Knudsen har brugt 19 år på at skrive sine bøger om Brandes. Han er født 1926 og mag.art. i almindelig og sammenlignende litteraturhistorie. Han blev æresdoktor ved Københavns Universitet i 2000. Han vil nok betegne sig selv som kulturradikal.
Det hører også med til historien, at da Herman Bang af Johannes V. Jensen i en kronik i Politiken blev angrebet for sin seksualitet i 1906, stod en kreds af venner bag ham, og Jensen blev truet med eksklusion af Forfatterforeningen.