tirsdag den 27. oktober 2015

Mordet på øen rost til skyerne

Det var en sand fornøjelse at vågne søndag til hjerter og stjerner i et antal, jeg aldrig har set før.

Det har været nogle helt overvældende dage med lykønskninger, mails og telefonopkald, så det har været svært at følge med, og jeg har slet ikke nået at opdatere her på bloggen. Men naturligvis er jeg ovenud lykkelig for den modtagelse, Mordet på øen, har fået. 5 hjerter i Politiken, 5 stjerner i Jyllands-Posten, 5 stjerner hos Dagbladenes Bureau, 5 stjerner i Helsingør Dagblad, 5 stjerner i Flensborg Avis, og sådan kunne jeg - heldigvis - blive ved lidt endnu. "Der er smæk for skillingen i Michael Larsens nye hæsblæsende thriller, "Mordet på øen"," skrev Berlingske og havde så også nogle indvendinger. Men hvad gør det efter sådan en stjerne/hjerte-regn? Tusind tak for at have taget så godt og indsigtsfuldt i mod en roman, der bestemt indeholder nogle satsninger. Jeg er meget, meget lettet nu.

onsdag den 21. oktober 2015

Et solidt comeback

Bogblogger.dk kom først med en anmeldelse af Mordet på øen. Klik på linket nedenunder, hvis du vil læse anmeldelsen.

http://bogblogger.dk/?p=20785

Mordet på øen revet væk

Sikke en dag! I forgårs. Totalt udsolgt af Mordet på øen efter bare en time i Ærøskøbing og lidt senere stort set det samme i Marstal og Søby (alle, der gik forgæves får naturligvis signeret og til den nedsatte pris). TV2 Fyn sendte live i tyve minutter og igen 19.30, radio og forside af Fyns Amts avis og vistnok endnu mere. Det har været helt og aldeles overvældende. Faktisk MIN første egentlige bogreception nogensinde, og jeg vil bare sige tusind tak til alle, der mødte op, og til T&E, L&R, maskerne og en masse andre, der var med til at gøre dette til en uforglemmelig dag. Friske bøger skulle komme til øen fredag, og jeg tager naturligvis igen ned og signerer. Og i aften gælder det så et foredrag om fagbogen Ærøs Natur i Danmarks Naturfredningsforening Ærø-afdeling, der holder årsmøde.

Klik på linket, hvis du vil se TV2 Fyns lange og festlige dækning af bogudgivelsen.

http://www.tv2fyn.dk/article/534142?autoplay=1&video_id=85762

torsdag den 15. oktober 2015

De første tre kapitler af Mordet på øen

Mordet på øen udkommer 20. oktober, men allerede nu er det muligt at få en smagsprøve fra romanen. De første tre kapitler ligger til fri gennemlæsning.

Mordet på øen er den første spændings-roman siden det historiske værk Den store tid (Aftenlandet og Stormen).


http://issuu.com/lr_carlsen/docs/mordet_p_____en_-_l__sepr__ve

onsdag den 7. oktober 2015

Mordet på øen får verdenspremiere på Ærø

Mordet på øen får en lille tyvstart på Ærø 19. oktober.
Mordet på øen udkommer 20. oktober, men allerede dagen før kan man på Ærø sikre sig bogen eller høre et afsnit af den læst op. For Det Gamle Værft i Ærøskøbing står sammen med Ærø Turistbureau og mit forlag Lindhardt og Ringhof bag et lille ø-traktement i anledning af bogudgivelsen. Man kan læse mere her:

http://www.visitdenmark.dk/da/danmark/verdenspremiere-paa-michael-larsens-ny-krimi-mordet-paa-oen-gdk1037777